Velkommen til Skovvangskolen 

Skovvangskolen er placeret i hjertet af Hvissinge, i det nordlige hjørne af Glostrup. Skolen ligger midt i naturen og med cykel- og gangstier spredt ud over hele området som grønne og sikre trafikårer.

Skovvangskolen er placeret i hjertet af Hvissinge, i det nordlige hjørne af Glostrup. Skolen ligger midt i naturen og med cykel- og gangstier spredt ud over hele området som grønne og sikre trafikårer.

Hvissinge er gennem tiden blevet større, og det samme er Skovvangskolen. Hvad der startede med at være en lille indskolingsskole, er nu en 2-3 sporet skole med 550 skønne børn og unge i 0-9. klasse samt i SFO og klub. Skolen skal udvides med 9 klasselokaler, en udvidelse der forventes at stå færdig i 2027. I forbindelse med kapacitetsudvidelsen etableres også nye sciencelokaler.

Heldigvis har vokseværket ikke rykket ved ånden på Skovvangskolen. Vi er stadig den lokale skole, der er så heldige at være en moderne ét-plans skole, bygget i gode materialer med lyse, rummelige lokaler og højt til loftet, som elever og medarbejdere trives i. Indskoling, mellemtrin og udskoling holder som udgangspunkt til i hver deres bygning(er). Ligesom bygningerne er aldersopdelte, er skolens udeområder også aldersopdelte.

Skovvangskolen ligger smukt omkranset af skov og natur og med nyrenoverede udeområder. Vi bruger derfor ofte og gerne tiden udendørs i hverdagen – både i fritidslivet og i skolen.

Vi er optagede af at lave løbende forbedringer og justeringer, og vi afprøver gerne nye koncepter, når vi tror på, at de har en positiv effekt for børnene.

I august 2024 blev Skovvangskolen, efter i 12 år at have været en del af én sammenlagt skole i Glostrup Kommune, atter en selvstændig skole. Som et led i det at blive en selvstændig skole, har skolen indført nye fællesskabende traditioner; En fælles juleklippedag med konkurrence i hver afdeling om at lave den flottest udsmykkede dør, fælles juleafslutning, påskeløb, fælles sommerafslutning samt venskabsklasser. 

Hvert andet år har vi desuden Skovbyuge, hvor alle elever søger ind på værksteder, arbejder sammen i værkstederne på kryds og tværs af klasser og producerer forskellige ting til forældreaftenen, der holdes torsdag i Skovbyugen. En aften der altid er meget velbesøgt. 

Vi har 3 elevråd – ét for indskolingen, ét for mellemtrinnet og ét for udskolingen. Vi øver os i kontinuerligt at have øje for elevinddragelsen, så børn og unge har en stemme, der lyttes til både i dagligdagen og i forbindelse med tiltag på skolen.

Vores SFO bor i to bygninger med forskellige spændende værksteder og vi bruger ofte vores bålplads til snobrød, bålsuppe mv. I Klub Granskoven, som ligger to minutters gang fra skolen, er der mulighed for fysiske aktiviteter i hallen, kreativitet og e-sport. 

Vi ved, at børn er forskellige og har forskellige behov og forudsætninger. Derfor laver vi gerne særlige aftaler og rammer for det enkelte barn, når der er behov for det, samtidig med at vi har fokus på, at alle er en del af et fællesskab. Vi tror på, at hvis skolens børn skal udvikles, så skal skolens voksne også. Efteruddannelse og faglig kollegial sparring er derfor en naturlig del af livet på skolen som medarbejder. Vi arbejder kontinuerligt med at udvikle vores relationskompetence, og i den forbindelse kommer alle medarbejdere på kursus i ICDP.

Skovvangskolen har en aktiv skolebestyrelse, der i samarbejde med skolen brænder for at lave god skole til gavn for både børn, unge og voksne på skolen, ligesom skolen er medlem af Skole og Forældre. Forældre på skolen har desuden etableret en støtteforening til gavn for eleverne på skolen.

Kontakt
Skovvangskolen
Egeskoven 27, 2600 Glostrup
Skovvangskolen SFO og Klub
SFO Skovvang +45 30 54 55 00, SFO Bøgeskoven +45 53 32 03 22
Helene Høimark
Administrativ medarbejder
Sascha Jørgensen
Leder for 2.-6. klasse og inklusionsleder
Helle Holst Friis
Leder for 7.-9. klasse
Lise Bøgekjær
SFO- og klubleder
Heidi Wang
Skoleleder og leder for 0. og 1. klasse